Jeg blev en gang (lidt nedladende) af en ven spurgt, om jeg dog aldrig læste andet en skønlitteratur.  Det fik mig til at tænke over forskellige ting.

 For det første, hvorfor troede han, at jeg kun læste skønlitteratur, når jeg også læser meget andet.  Det er nok fordi, at når jeg fortæller om mine læseoplevelser, er det der fylder mest. Det er der jeg får mine største læseoplevelser.

For det andet, hvad er der i vejen med at læse skønlitteratur? IKKE NOGET, men for nogle er det ikke så seriøst, fordi det ikke skildrer virkeligheden eller er nyttigt.  For mange år siden arbejdede jeg på et bibliotek i London. Her måtte man kun låne fire bøger ad gangen. Hvis man var studerende kunne man få lov til at låne to ekstra bøger, men det skulle være faglitteratur.

Hvad får jeg ud af at læse skønlitteratur?  Jeg får udvidet min horisont. Romanen er faktisk det eneste sted, hvor man får adgang til andre menneskers tanker. Jeg tror ikke psykologien ville eksistere som fagområde, hvis ikke romanen var kommet først! Romanen sætter dig i stand til at rejse ud i verden, ja helt ud i universet, hjemme fra din egen lænestol. Jeg lærte om Apartheid i Sydafrika gennem aviser, radio og tv, men det var André Brinks og Nadime Gordimers romaner, der fik mig til at forstå det og gav mig empati. Jeg er allergisk overfor heste, men når jeg læser Dick Francis kriminalromaner, ved jeg lige pludselig en masse om heste og væddeløb. Når jeg læser Marianne Larsens roman Den forelskede unge, kan jeg pludselig huske lugte fra min barndom. Jane Austens romaner giver mig en ide, hvordan det kunne være at leve i empiretidens England o.s.v.

Så alt i alt læser jeg skønlitteratur for at blive klogere på mig selv og verden – og så bliver jeg underholdt imens!.